I 1700- og 1800-tallet vrimlede det med fattige i København. Beskyt de værdige fattige! viser, hvordan synet på og behandlingen af disse fattige var i perioden 1770-1874. Bogen undersøger forholdet mellem privat velgørenhed, filantropi og det offentlige fattigvæsen. Det fastslås, at der gennem hele perioden var en værdighedspolitisk dagsorden om at skelne mellem værdige og uværdige fattige for at sikre, at værdige fattige fik en positiv særbehandling i forhold til uværdige. Gennem tidens diskussioner og overvejelser viser bogen, hvordan behandlingen af både de værdige og de uværdige skulle være.

Privat velgørenhed udgjorde et væsentligt element i den tidlige fattigforsørgelse, og der udspillede sig en kamp om at få del i københavnernes velgørenhed. Både de fattige selv, filantropiske foreninger og det offentlige fattigvæsen forsøgte at få del i velgørenheden. I løbet af den omhandlede periode svandt de private velgørende bidrag, der blev givet til det offentlige fattigvæsen, nærmest ind til ingenting, og grunden var dermed lagt til eftertidens skattefinansierede fattigforsorg.